Næstved Kommune blæser på beskyttelseslinjer
Dispensationspraksis truer princippet om at alle er lige for loven.Måske bor du et sted tæt på skov, strand, å eller andet, hvor du har haft et mindre byggeprojekt - en hytte, carport eller lignende - som myndighederne har givet afslag på begrundet i en beskyttelseslinje. Naturbeskyttelsesloven har indført en række sådanne linjer. Formålet har været at regulere projekter, der påvirker landskabet i nærområdet langs strand, skov, å osv. indenfor en fastlagt afstand, som for skoven er 300 m. Derved sikrer man, at naturområdet kan opleves som det egentlig er.
En sådan beskyttelseslinje er til at forstå for borgerne, selv om det begrænser deres udfoldelsesmuligheder, fordi forventningen er, at den samtidig beskytter borgerne mod at andres eventuelle udskejelser i samme område.
Der er imidlertid en udbredt praksis for at give dispensation fra at overholde beskyttelseslinjerne. Det kan godt give mening i enkelte situationer, fx hvis ejendommen fra gammel tid altid har ligget tæt på skov og der ønskes en mindre bygningsmæssig ændring. Men gennem årene er praksis for dispensation desværre blevet gradvis mere udbredt. Det er ofte naturen, der bliver taberen i det spil.
I Næstved Kommune er der en tendens til, at dispensationsmulighederne er afhængige af, hvor stor politisk bevågenhed et projekt har, eller hvor stor en virksomhed, der står bag ansøgningen. Det bliver mest tydeligt, når kommunen selv både er involveret i et projekt og samtidig skal agere myndighed. Et grotesk eksempel er den netop fremstillede lokalplan for området ved Fladså Banker, som er lavet til DSBs store værkstedsprojekt. Her tager selve udkastet til lokalplan udgangspunkt i, at projektet bryder loven omkring beskyttelseslinjerne!
Hele det store, industrielle anlæg er placeret klos op ad skoven på Fladså Banker indenfor skovbeskyttelseslinjen. Og her er området med skov endog beskyttet af en fredning. Det er en mærkværdig tilgang, når der aldrig har været et industrielt anlæg her tidligere. Hvad skulle begrunde en dispensation? Det er et angreb på selve intentionen med beskyttelseslinjerne. DN mener, at lokalplansudkastet burde trækkes tilbage og revideres til at respektere den gældende lovgivning.
DSB har hele tiden vidst, hvilke begrænsninger lovgivningen burde sætte for udnyttelsen af arealet. Men her er myndighederne så at sige i seng med projektet og vil formentlig være villige til at give alle de dispensationer, der er nødvendige for at opfylde DSBs ønsker. Men havde det være en privatperson, der havde købt arealet og villet opføre en hytte indenfor skovbeskyttelseslinjen, havde kommunen temmelig sikkert givet afslag.
Dispensationsværktøjet brugt på denne måde er også et magtinstrument, som giver mulighed for forskelsbehandling. Eller risiko for det, der er værre: Alt for tætte interessesammenfald.
Men ikke mindst vil brugen af instrumentet til forskelsbehandling utvivlsomt få mange borgere til at føle, at princippet om at alle er lige for loven bliver krænket. I det konkrete projekt bliver selve høringsfasen formentlig blot en farce, når man allerede i udgangspunktet ikke respekterer spillereglerne. Som altid er en af de helt store tabere naturen.
Kurt Ramskov Laursen og Erica Heyckendorff
Danmarks Naturfredningsforening
Lokalafdeling Næstved